Berlin med børn – Vol 2

Et andet sted, vi bliver ved med at vende tilbage til er Computerspielemuseum på hjørnet af Karl-Marx-Allee og Friedenstrasse.

Det er faktisk et ganske lille sted, men hvis man er lidt betaget af knapper og computerspil (og måske har en far eller mor med, der var lidt spillegal i 1980’erne), så er det klart et hit. Særligt deres værelser fra 70’erne, 80’erne og 90’erne med originale spillekonsoller, men også spillearkaden og ikke mindst pacmanspillet med et oversize joystick fungerer rigtigt godt. Sæt et par timer af.

WP_20150710_018 WP_20150710_013

En tur på Computerspielemuseet kan med fordel kombineres med en gåtur på Karl-Marx-Allee, den 2 kilometer lange allé med monumentalistisk sovjetisk pragtbyggeri fra 1950’erne. De særligt arkitekturinteresserede kan så lige smutte ind og låne toiletterne i Kino International, en sand perle.
Men måske nok mest for de voksne…

Berlin med børn

Vi får venner på besøg fra Danmark i næste uge, med to drenge på 9 og 11. Så vi er gået i gang med at lægge hovederne i blød for ting, som vi kan lave.

Hvis foråret kigger frem, så giver det mere eller mindre sig selv. Så skal vi nok mest hænge ud i parkerne og spille basket og bordtennis og se på skatere og grafittikunstnere i Park am Gleisdreieck. Men hvis vejret ikke holder, så kræver det lidt mere planlægning.

En af de ting, der kunne være på programmet er Schwarzlicht minigolf i Görlitzer Park. Selvlysende baner i mørke rum iført 3D-briller. Det er nogenlunde lige så skørt som det lyder og hundesvært, men det fungerer overraskende godt. I hvert fald i dagtimerne, hvor narkohandlen i parken ikke er helt så anmasende.

Schwarzlicht minigolf

 

Brand i gaden

I weekenden sov vi allesammen gennem en hel del ballade, viser det sig.

Lige rundt om hjørnet er 28 biler blevet smadret natten til lørdag. Nogen er brændt helt ud, og på Flottwellstrasse er de fleste af ruderne smadret i stueetagen. Jeg var der af gode grunde ikke selv, men jeg har netop talt med folk der var i gaden, og det skulle have været temmelig skræmmende. Godt at børnene ikke vågnede.

kreuzberg_1454762593

(Billede fra Berliner Zeitung)

WP_20160206_012

Efter sigende havde 20-30 maskerede folk på cykler spærret et stykke af gaden af, kastet sten gennem ruderne og sat ild til luksusbilerne, og så var de cyklet væk gennem parken inden politiet kom. I aviserne står det beskrevet som venstreradikalisme og som et oprør mod de stigende huspriser og gentrificeringen i byen, blandt andet i det her område (Tiergarten/Mitte).

Så vidt jeg kan se, er det ikke en enestående aktion, og der er generelt meget modstand mod de stigende boligpriser. Men jeg er nok nødt til at dykke lidt ned i, hvorfor det lige præcis er her, aktionen foregår. Det er en af ulemperne ved at være ny i byen. Jeg mangler alle referencerne.

Nu bor vi her omsider – vejen gennem Bürgeramt-junglen!

WP_20160108_006

Så lykkedes det simpelthen. Efter 3 forsøg. Vi er nu officielt bosiddende i Berlin, og jeg skulle hilse og sige, at det var ikke helt nemt at nå hertil.

Der er i Tyskland en regel om, at man skal indrejse officielt senest 14 dage efter man er ankommet, så Carsten og jeg troppede gladeligt op på det lokale Bürgeramt lige efter nytår med passene og vores lejekontrakt under armen. Vi havde hørt, at det nok var lettere kaotisk, og at man ikke skulle bestille en tid, for det kan have lange udsigter og er umuligt, hvis man vil overholde tidsfristen. Så vi tog derned om morgenen, stod i kø i en time og fik en afbudstid samme eftermiddag og en bunke skemaer under armen. Jeg tror vi var temmelig heldige, faktisk. Så langt så godt.

Men. Dels havde de indført et nyt skema, som udlejer skulle udfylde og skrive under, og som vi ikke havde kunne finde information om nogen steder, og dels så er vi ikke gift. Og det kan være svært at forstå hernede, hvor mottoet for kvinder er Kinder, Kirche und Küche. Og hvor mænd har absolut ingen rettigheder omkring deres børn. Det er kun moderen der tæller (i dette henseende i hvert fald). Samtalen gik noget i retningen af:

”Er det dine børn?” ”Ja”

”Har du født disse børn?” ”Ja, det har jeg”

”Begge to?” ”Ja”

”Kan du bevise det?” ”Øhh, nej. Men som De kan se i passet, så har børnene et efternavn fra mig og et efternavn fra Carsten. Det er vores børn.”

Ikke godt nok. Så vi blev sendt hjem igen for at fremskaffe børnenes dåbsattester som bevis. Og de var i Danmark…

2. forsøg var 1½ uge senere, efter vi havde støvet dåbsattesterne op ad omveje og havde fanget vores udlejer på Mallorca og sendt ham til et kontor med en scanner. Vi havde læst i avisen, at de lukker Bürgerämterne et par dage for at få styr på arbejdspuklen, og at alt er kaos. Så vi var smarte, troede vi, og tog ud i udkanten af byen til et sted hvor vi regnede med, at det var nemmere at få en tid. Nix. Her skulle vi have stået i kø inden kl. 8 om morgenen ved en luge, og så ville de komme ud og sige hvor mange afbestillinger der var den pågældende dag. Ingen tidsbestilling, alt var nede.

Så afsted til det næste Bürgeramt, og nu står vi her. Med vores indregistreringsbevis i hånden og kan omsider kalde os Berlinere – eller i hvert fald bosiddende i Berlin. Ahhh, det lettede.

Vi er slet ikke færdige med det administrative cirkus, der følger med at udrejse, men det her var den vigtigste. Lige om lidt skal vi også have fundet ud af hvor vi skal bo efter 1. april, men det kommer vi til. Foreløbigt er vi indrejst, og det er en stor lettelse. Selvom jeg endnu ikke helt har forstået, at jeg faktisk bor i Tyskland nu. Sådan rigtigt.

Kein Winterdienst

Det her er mere eller mindre mottoet for Berlin her for tiden.

WP_20160120_003Vinteren har holdt sit indtog, og jeg skulle sige, at det er ikke Frederiksberg det her. Her bliver generelt ikke ryddet sne – hverken i parkerne eller på fortovene. Nogen steder bliver der kastet temmelig store småsten på fortovene, andre steder intet.

Så vi kæmper os igennem spejlglatte stier og stenede snedynger og undrer os over, at folk er helt uanfægtede. De cykler rask væk afsted på is og sne (uden hjelm selvfølgelig) og går bare ud på vejen, hvis det er nemmere. Og ingen brokker sig over forsinkelser eller kulde, som vi ellers nyder at gøre derhjemme. Heller ikke i medierne. Sådan er det bare. Det kunne vi vist godt lære lidt af hjemme i den nordlige forpost.

Nu er det nu…

2015-12-12 13.40.50

For et par uger siden så der sådan her ud i vores lejlighed i Danmark.
Flyttekasserne var fundet frem, og vi skulle pakke lejligheden ned.

Nu bor vi i Berlin i et halvt år. Min mand, vores to børn på 10 og 7 og jeg.

Denne blog er mine hverdagsbetragtninger som dansker i et nyt land og en ny by. Jeg kommer til at skrive om, hvordan det er at falde til i Tyskland, om byudviklingen i Berlin, om kulturclashes og alle de skæve ting, jeg møder undervejs.